Get Adobe Flash player
Share  English version
Energioptimering - Case

Carlsberg brygger på energibesparelser
Med 3Tech Automation som samarbejdspartner har bryggeriet i Fredericia sat fokus på at optimere alle energiformer.

- Den enkelte øl skal være så billig at producere
og så grøn som muligt.

Carlsberg Danmark A/S vil være en grøn virksomhed
og derfor udgør indsatsen for at mindske
energiforbruget på bryggeriet i Fredericia en stærk
dagsorden i forsyningschef Karsten Østergaards
hverdag.

Han har et energibudget på knap 100 mio. kr. – en
udgiftspost, der vejer tungt og ville stige til
samme niveau som bryggeriets anden helt store
udgift, lønninger til medarbejderne, hvis ikke
man havde taget hånd om energibesparelserne.

Med 3Tech Automation som ekstern
samarbejdspartner, når det gælder dataopsamling,
visualisering og programoptimering på energicentret,
arbejder Karsten Østergaard på at reducere udgiften til
energi, der omfatter el, vand, varme, ventilation
og spildevand.

- Vi har øget fokus på energi og går efter at forbruge
energi på absolut billigste måde ved at optimere alle
energiformer, siger forsyningschefen og fortsætter:

- Vi optimerer løbende den enkelte proces, finjusterer
og vurderer processerne i forhold til, hvor der kan
spares energi. Vi sammenligner produktionsdata med
energiforbruget og ser på, hvilken indflydelse på
forbruget af energi produktionen har – målt pr.
hektoliter øl. Og så kigger vi ikke mindst på
medarbejdernes adfærd, idet jeg forventer at kunne
finde helt op imod 30 pct. af besparelserne her.

I det hele taget er medarbejderne nøglen til at få
succes med energispareindsatsen.

Dataopsamling og visualisering

Fra medarbejderside lyder det, at man har svært ved
at se, når/hvis man gør en forskel. Derfor har
dataopsamling og visualisering været ”keypoints” i
3Tech Automations arbejde med at lave
målesystemer, der skal gøre det nemt for
medarbejderne at overskue og ændre på energiforbruget.

- I forvejen havde vi måske 200 målepunkter, og nu har
vi fået lavet omkring 1.000 nye punkter, hvor vi
opsamler data fra. F.eks. i form af energiforbruget
på en bestemt maskine. Der er etableret et interface
til de eksisterende og de nye data og kørt flere
systemer sammen til en fælles rapportering, fortæller
Karsten Østergaard, der laver en ugentlig
energirapportering til ledergruppen i Carlsberg.

Med det nye målesystem har man fået et værktøj, der
er let at arbejde med og muliggør en hurtig
visualisering af energiforbruget over for medarbejderne.
Nemt at arbejde med

Ved hjælp af Microsoft SQL og Rockwells FactoryTalk
VantagePoint trækker man data ud fra de ca. 1.200
målepunkter, som har hver deres ID-nummer.

Microsoft Excel, som de fleste er fortrolig med,
anvendes til at lave layoutet til rapporterne, inden
de publiceres i FactoryTalk VantagePoint, hvor de kan
vises med en almindelig internet browser.

Selve dataopsamlingen udføres med FactoryTalk
Transaction Manager, der samler data op fra Rockwell
PLC'er og fra Ethernet målemoduler via Modbus OPC.
Data gemmes i en Microsoft SQL database.

Et andet system, der hentes data fra, hedder Desigo.
Bl.a. data fra læskedrik-produktionen på stedet.

- Jeg laver selv al rapportering med Excel. Det er
nemt at arbejde med og lynhurtigt at finde de data,
jeg skal bruge. Som det er sat op, skal jeg ikke have
fat i 3Tech Automation, hver gang jeg skal lave en rapport.

Via intranettet kan alle, som har adgang, se rapporterne
og forbruget inden for det sidste døgn på deres PC.
Det kræver ikke andet software, forklarer Karsten
Østergaard og tilføjer, at forbruget omregnes til kroner
og øre over for medarbejderne.

- Det er nemmere at forholde sig til end f.eks. kilowatt,
siger han.

Opfølgning på LEAN-tavler

Rapporteringen til medarbejderne sker i øjeblikket typisk
afdelingsvis, men bliver ifølge forsyningschefen inden for
et års tid splittet op på den enkelte kolonne (der er 11
kolonner på bryggeriet). På sigt er det planen at lave
opfølgning på LEAN-tavlerne.

- Målet er, at hver medarbejder skal kunne se forbruget af
el og vand i den konkrete arbejdssituation på en skærm.
Og kunne gøre noget ved det med det samme, hvis
forbruget er for stort, påpeger Karsten Østergaard,
der stiler efter at hæve medarbejdernes kompetence på
energiområdet.

- Vi skal gerne nå frem til, at de ”gør, ligesom de gør
derhjemme”, når det gælder om at spare på energien.

Værktøjet, der kan synliggøre effekten af deres adfærd på
energiområdet, har vi nu til rådighed. Et værktøj, der kan
visualisere for dem, hvor vigtigt det er at spare
på energien, og hvor meget de kan ”flytte” på forbruget,
siger han.

Det hele i ét system

Karsten Østergaard beskriver 3Tech Automation som
”gode, ja, nærmest unikke til at samle det hele i ét system”.

Og så er det kun en ekstra fordel, at afstanden til
Carlsberg-bryggeriet dårligt nok løber op i en hel kilometer.